tirsdag den 27. december 2011

Folkebåden Sally skal ha' nye kølbolte

I går fik Morten & jeg med det forlængede kopbor (65 cm) boret de sidste par kølbolte ud af skivet. Eller rettere sagt, den gode håndværker Morten var stærk mand på boremaskinen, jeg sprang rundt og hentede ting.
Efter veloverstået arbejde serverede Fruen en bedre frokost hjemme i varmen.

Næste trin bliver at tømme båden for alt. Teltet skal også ned. Der skal være god plads omkring båden til et solidt og stabilt stillads op med presenningen som tag hen over og to tværbjælker der kan bære omkring en ton. Skroget, der vejer ca. 900 kg, skal løftes op fra kølen med to wiretaljer som den, William & jeg trak trærødder op af jorden med i foråret.

Kølen skal med donkraft løftes lidt og lægges på to bjælker, så boltene kan tages helt ud, nye skal laves og puttes i med noget passende slam, når løst skidt og maling er renset af kølen. Under kølboltene skal der fyldes ud med beton eller andet solidt og vandfast.

Bunden af skroget skal renses grundigt af og have noget linolie og imprægnering når evt. dårligt træ er luset ud med nyt egetræ og epoxy.

Kølen (lidt over 1000 kg!) skal rejses op på sit bjælkeunderlag med kølboltene i. Skroget sænkes ned, så kølboltene går op igennem deres huller og det står præcist på kølen.
Når det hele passer ordentligt sammen, skal skroget løftes så meget, at der kan smøres et ordentligt lag slam på kølens overside. Skroget sænkes helt ned i sine stropper og kølboltene kan spændes lidt til.



Når det hele har sat sig lidt, skal der tape på bundstokkenes samlinger inden møtrikker og skiver pilles af igen og der hældes epoxy ned i borehullerne omkring kølboltene. Når det er hærdet, kan kølboltene spændes til igen.

Jeg har også tænkt mig, at bunden skal have noget linolie indvendigt. Udvendigt skal den renses noget af og have et par gange jernmønje. Jeg er inderligt træt af Hempels elendige bundprimer, der bare skaller af og koster en formue.
Fribordet skal vandslibes og have en gang lak. Og så er det vist på tide, af den båd kommer i vandet…

Når jeg skriver alt det her til Jer, er det fordi nogen af Jer deltager i projektet og nogen af Jer har erfaringer fra noget lignende: Jeg vil sætte stor pris på Jeres kommentarer, gode råd, opmuntringer m.m., så hold dig ikke tilbage!

Morten med den store boremaskine

Jørgen Langhår (Gl. Maj) har planlagt en 'Åben Båd' sammen med Heidi & Eva (Passat). Der vil Sally nok også komme med i snakken. 

4 kommentarer:

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Unknown sagde ...

Hejsa.
Det lyder sørme godt, og jeg håber det hele gik som det skulle dengang i 2011.
Jeg står med min træbåd idag og har netop spottet en kølbolt der er blevet lidt for slank.
Hvorfra havde i jeres store boremaskine og bor?
Evt andre tip til fremgangsmåde?

VH
Rolf S Jensen

Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Unknown sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.