tirsdag den 27. december 2011

Folkebåden Sallys skal ha' nye kølbolte

I går fik Morten & jeg med det forlængede kopbor (65 cm) boret de sidste par kølbolte ud af skivet. Eller rettere sagt, den gode håndværker Morten var stærk mand på boremaskinen, jeg sprang rundt og hentede ting.
Efter veloverstået arbejde serverede Fruen en bedre frokost hjemme i varmen.

Næste trin bliver at tømme båden for alt. Teltet skal også ned. Der skal være god plads omkring båden til et solidt og stabilt stillads op med presenningen som tag hen over og to tværbjælker der kan bære omkring en ton. Skroget, der vejer ca. 900 kg, skal løftes op fra kølen med to wiretaljer som den, William & jeg trak trærødder op af jorden med i foråret.

Kølen skal med donkraft løftes lidt og lægges på to bjælker, så boltene kan tages helt ud, nye skal laves og puttes i med noget passende slam, når løst skidt og maling er renset af kølen. Under kølboltene skal der fyldes ud med beton eller andet solidt og vandfast.

Bunden af skroget skal renses grundigt af og have noget linolie og imprægnering når evt. dårligt træ er luset ud med nyt egetræ og epoxy.

Kølen (lidt over 1000 kg!) skal rejses op på sit bjælkeunderlag med kølboltene i. Skroget sænkes ned, så kølboltene går op igennem deres huller og det står præcist på kølen.
Når det hele passer ordentligt sammen, skal skroget løftes så meget, at der kan smøres et ordentligt lag slam på kølens overside. Skroget sænkes helt ned i sine stropper og kølboltene kan spændes lidt til.



Når det hele har sat sig lidt, skal der tape på bundstokkenes samlinger inden møtrikker og skiver pilles af igen og der hældes epoxy ned i borehullerne omkring kølboltene. Når det er hærdet, kan kølboltene spændes til igen.

Jeg har også tænkt mig, at bunden skal have noget linolie indvendigt. Udvendigt skal den renses noget af og have et par gange jernmønje. Jeg er inderligt træt af Hempels elendige bundprimer, der bare skaller af og koster en formue.
Fribordet skal vandslibes og have en gang lak. Og så er det vist på tide, af den båd kommer i vandet…

Når jeg skriver alt det her til Jer, er det fordi nogen af Jer deltager i projektet og nogen af Jer har erfaringer fra noget lignende: Jeg vil sætte stor pris på Jeres kommentarer, gode råd, opmuntringer m.m., så hold dig ikke tilbage!

Morten med den store boremaskine

Jørgen Langhår (Gl. Maj) har planlagt en 'Åben Båd' sammen med Heidi & Eva (Passat). Der vil Sally nok også komme med i snakken. 

tirsdag den 15. november 2011

'Mette' er til salg

Min gode ven William måtte bide i plasticgræsset, hvis han stadig vil ha' fruen med på vandet. Deres 30 kvadratmeter spidsgatter 'Mette' er for trang for Dorthe, så nu har William købet en Grinde, Peter Bruuns næst største konstruktion, med masser af plads i. Vi sejlede den hjem fra Lynæs for 14 dage siden.
På linket herover kan du læse mere om 'Mette', som William & jeg var på herlig tur til Marstrand med i sommer, med vind fra kuling til helt stille. Efter 5 -6 timer i total vindstille var vi glade for Mettes trofaste nye dieselmotor...

søndag den 23. oktober 2011

45 m2 MSJ Hansen spidsgatter ‘Firecrest’


Kaci Cronkhite har i ti år været leder af Port Townsend Wooden Boat Festival, Washington, USA og siden august 2007 den stolte ejer af en 45 kvadratmeter spidsgatter, der nu hedder ‘Pax’, tegnet af MSJ Hansen og bygget af Karl Thomsen i Kalundborg omkring 1936.

Båden har måske været ejet af fabrikant Peter Bertelsen, der boede på Kastrupvej 124. Er der nogen, der husker noget om ham?

Kaci Cronkhite forsøger ihærdigt at klarlægge sin båds historie og når hun kommer til Danmark fra d. 30. oktober – 5. november vil hun meget gerne i forbindelse med nogen, der ved noget om 45 m2 spidsgattere i Sundby Sejlforening fra 1930 til 1950’erne. Pax blev sandsynligvis solgt til USA i 1960’erne.

De første amerikanske ejere Daryl og Penny Steris fra Laguna Beach købte båden af importøren og Penny har stadig det originale redningsbælte hvor man tydeligt kan læse ‘FIRECREST KDY’.
I 80’erne forkullede en brand desværre en stor del af apteringen. Den blev genskabt af bådebyggeren Jan Wiley på Vancouver Island, der også gav båden dens dieselmotor.
Kaci mener, Pax er den eneste 45 m2 i USA, efter at Åge Utzons ‘Fri’ blev købt tilbage til Danmark i 2008.
Der sejler stadig mindst 8 danske spidsgattere i Puget Sound, med navne som Pia, Eio, Malle, Bitten, Doxie og Da Capo.

Sidste nyt:

Den udemærkede sejlsportsfotograf Henrik Hansen, www.yachtphoto.dk, skriver, at:
"Klaus Baaes (ikke sikker på at Baaes er stavet rigtigt) solgte de fleste af de træbåde, der blev solgt til USA i den periode .. han prøvede også at overtale min far til at sælge “Fant” derovre."
Heldigvis sejler Utzon spidsgatteren 'Fant' stadig rundt i Danmark, med Henrik ved roret.

Folmer Teilmann, 'Abelone', skriver i en mail:
"Jeg husker spidsgatteren FIRECREST fra min ungdom som junior i KDY i Skovshoved Havn. Det har været i slutningen af 1950'erne. Jeg ved ikke, hvem der ejede den, gik bare og drømte om, at familien havde sådan en båd. Jeg har desværre hverken billeder eller andet, kun hukommelsen, så det har næppe større interesse for den nuværende ejer."

Men det er faktisk en vigtig oplysning, Folmer kommer med. Nu har vi en hjemhavn, en sejlklub og en bekræftelse på bådens oprindelige navn. Og Kaci Cronkhite har noget at gå videre med, når hun nu snart møder en repræsentant for KDY. Lad os håbe, de har et bedre arkiv end SSF...

Du kan følge renoveringen af Pax her: www.kacicronkhite.com





onsdag den 14. september 2011

Arwen fra Varberg

Arwen ligger ved den bro i Varberg, hvor William og jeg lå med spidsgatteren Mette.
Med sit høje, smalle skrog og lodrette stævn stikker båden ud blandt alle de store, hurtige glasfiberbåde, der ellers er i Varberg.

Arwen er en kopi af en sardinfiskebåd fra Bretagne, en fiskebåd, der var ret almindelig i slutningen af 1800 tallet. Navnet kommer fra Tolkiens 'Ringen'.
Båden er ikke bygget helt som de originale, men i glasfiber med Divinycell, for at gøre skroget stivere. Den er 10 m. lang, 3 m. bred, vejer 7 ton og stikker 1,5 m., med luggerig, to master med 30 m2 sejl på hver og en 75 hk. Volvo Penta.
Bygget fra 2004 - 2007 på Eliassons gamle værft på Getterön af en flok engagerede frivillige.
Du kan læse meget mere om Arwen, bygningen, sejlturene på Tores blog 'Arwen, en fransk sardinfiskare'.





torsdag den 25. august 2011

Når familien blir' større

Med 4 børn blev der lidt trangt i Anne og Torbens 22 m2 Berg 'Tesla', så familien fra Køge har nu fundet en større båd, 'Jeni', en 64 m2 tomastet Bergspidsgatter på 12 1/2 meter, sandsygnligvis den største, Berg har tegnet.



'Jeni' er en del præget af manglende vedligeholdelse og lidt tilfældige ombygninger (et underligt doghouse, skumkiste...) men en båd, der kan blive rigtig flot. Arbejdet går i gang, så snart båden kommer hjem fra Fåborg og  på land.


Vi siger pøj-pøj, til lykke og rigtig god arbejdslyst og håber at kunne bringe lidt nyheder om renoveringen undervejs.



fredag den 19. august 2011

Fotografen Michael Kahn

Nogle sidestiller Michael Kahn med store mestre som Ansel Adams og Gustave Le Gray. Han arbejder  helst analogt, med sort-hvid film og rejser verden rundt for at fotografere de store klassiske sejlbåde. 

Kahn laver meget smukke billeder. Jeg holder meget af den enkle ro og harmoni, der er over hans værker. Desværre har jeg hverken råd eller plads til at ha' dem hængende, men sålænge Michael Kahns billeder findes i bøger og på nettet, må det gøre det:  

tirsdag den 16. august 2011

Henrik P.G. Hansens billeder fra træffet i Odense

Kan nu ses på Henriks website, hvor DFÆLs medlemmer også må hente billederne til privat brug.
Jeg håber medlemmer, der finder deres båd i et godt billede, henter det fra Henriks site og lægger det ind på deres båds side i DFÆLs bådregister, så vi kan få et register, der er lidt mere sexet, mere spændende at bladre rundt i for fremtidens bådentusiaster.
Formanden & frue i koncentreret sejlads.

Det går stærkt på Abelone...


Behøver jeg fortælle, at det er I også velkomne til med mine billeder fra Holmen, Stege og Sundby...

Der er alt for mange både i vores udemærkede register, der ikke har nogle billeder på.
Det er meget nemt: I skal bare sende billedet i en mail med bådens og jeres eget navn, så klarer Ove resten.

Når I nu er inde på på bådregistret, så tjek lige bådens oplysninger. Så bliver formanden så glad.