Vejret var med DFÆL, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer, til årets højdepunkt, sommertræffet i Sundby Sejlforening. Masser af sol og varme, med en enkelt lun sommerbyge for spændingens skyld.
Antallet af deltagere overgik igen sig selv, da 65 fine træbåde fyldte sønder mole og molerne på begge sider af slæbestedet samt hvor der ellers ku' bli' plads.
På plænen lige ned til bådene masser af bænke & borde, stort hvidt telt med fadølsanlæg, under de skyggefulde træer trækulsgrill, der blev tændt op hver aften.
Den store mågestander blev sat på flagmasten med kanonsalut og taler om eftermiddagen, just da en regnbyge kom forbi. Men sejlerne kender vejret og paraplyerne var hurtigt fremme.
Da stævnet nu var officielt & behørigt åbnet, ku’ vi allesammen myldre over til teltet på søndre moles græsplæne, hvor arangørerne serverede køligt moleøl & vand i rigelige mængder.
Om aftenen blev der grillet ved bordene omkring grillen. Selv om det regnede en smule, var der ikke meget søgning på teltet.
Jørgen ‘Langhår’ Valdsgaard, mangeårig ejer af havnens største, tungeste & ældste båd, kutteren (gamle) ‘Mai’ fra 1901, spillede herlige musiknumre fra 60 - 70’erne og der blev hygget og fortalt historier.
Festlig flagning og mågestander på flagmasten |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar