fredag den 23. juli 2010

Masser af musik - og tak for det!


Noget, der bidrager til den gode stemning i havnen under DFÆLs træf, udover selvfølgelig de 65 smukke gamle træbåde, er den håndlavede musik.
SSF behøver ikke bruge formuer på smarte, støjende bands; vi kan gøre det meget bedre selv og skabe en herlig stemning.

Jørgen Langhår sidder ved grillen i regnen med sin guitar og synger gamle popklassikere. Folk kryber sammen under paraplyerne rundt om og vores fine telt står tomt.
Søulken Henning sidder der næste aften, med stråhat, harmonika og sømandsviser. Ikke et øje er tørt.
En eftermiddag er der gang i harmonika, violin og kammermusik på hjørnet ved masteskuret. Det er Stig og Eva i en lille intim & stemningsfuld duo.
Tue West er hyret af Catja til at spille i teltet fredag aften, men vejret er for godt til at sidde inde, så teltvæggen bliver rullet op, så vi kan høre musikken og blive siddende ude under træerne rundt om grillen. Jørgen & band fyrer den af samtidig på klubhusets terrasse, men lyden er fin og går godt i spænd med stemningen på plænen.
Til gallamiddagen lørdag aften, hvor den meget stilfulde servering i øvrigt blev varetaget på fornem & munter vis af bl.a. formanden, næstformanden og Lars Schaldemose, gav Jørgen den hele den vilde elektriske arm, solo, og det gyngede bare derudaf. Senere var der Eva og Stig m.fl. samt blandet stemningsfuldt fællessang efter De Fæles nyudkomne sangbog, der blev sunget igennem flere gange på klubhusets trappe i den lune sommernat... ”Min sjæl, hvad vil du mer?”

Eva og Stig ved masteskuret

Henning spiller sømandsviser under middagen.

Bag de spisende sejlere kan du ane det grimme grå skur, der nu er Karen & Svend Erik Sokkelunds smukke havehus.

Ingen kommentarer: