torsdag den 12. december 2013

Mere om motorbåden 'Phileas Fogg' fra Skjern

Erik Paustian, der har den smukke, store motorbåd 'Pau' på midterbroen, faldt over omtalen af 'Phileas Fogg' og skriver:

"Jeg har været medlem af Sundby Sejlforening fra 1967, og jeg er ret sikker på, at jeg kan huske båden, som hjemhørende i SSF den gang. Jeg mener at kunne kende den især på overbygningen og på, at den er V bygget med en skarp overgang mellem bund og skrogsider. Den har en karakteristisk helt plan bund i agterskibet. Den havde liggeplads i havnen på nordre mole ret langt ude mod vandet og på land stod den på nordre plads ved skurene mod kolonihaveforeningen. I en lang årrække var den ejet af samme mand, meget sandsynligt af den ”Hansen”, som omtales i ejernes indlæg, men som jeg ikke kendte personligt. Den gang var båden udstyret med to motorer og to skrueaksler og skruer. Motorerne husker jeg omtalt som to Ford B (det kan måske have været A). Det var benzinmotorer, der antagelig først havde tjent som motorer i Ford personbiler for derefter at blive omstillet til at køre på traktolin (et blandingsprodukt af benzin og petroleum). Tidligere var det meget brugt at anvende benzinmotorer, der blev omstillet til at kunne køre på traktolin i lystmotorbåde. Disse motorer er efterhånden gennem årene blevet udskiftet med dieselmotorer, som det efter det oplyste er tilfældet i ”Phileas Fogg. Der er muligvis stadig spor på skroget efter den dobbelte motorinstallation.


I tiden fra 1967 og adskillige år frem, blev båden vedligeholdt eksemplarisk. Så skete der det, som helst ikke må ske. Ejeren blev syg og et forår blev båden ikke gjort sejlklar, men blev stående på land, vist nok et år eller måske flere. Herefter (det er måske 20 år siden, det husker jeg ikke nøjagtigt) forsvandt båden fra SSF, og hvad der herefter er sket med den, ved jeg ikke, men det er da rart at kunne konstatere, at den har overlevet, og at der i 2010 var nye ejere, der havde mod på et renoveringsprojekt."

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Hej

Ved ikke om du har fået besked, men det er en båd der hedder Phileas Fogg, i denne tråd her.
Og er til salg...

http://www.baadgalleri.dk/forum/generel-diskussion/24980-phileas_fogg_sf

mvh jens