tirsdag den 28. maj 2013

Sokkelunds folkebåd FD 496 Sally er til salg


Jeg må erkende, alderen trykker og jeg har for meget om ørerne til at holde Sally, som hun bør holdes, og især at færdiggøre den udskiftning af kølbolte, der viste sig at være mere bøvlet end jeg havde regnet med.

Sally trænger også til en ny skydekappe og til en gennemgang af den smukt byggede aptering. 2 skaringer i fribordet skal saves op, limes og nittes.

Men min ryg orker ikke mere. Sally er til salg. Vi har købt en IF'er. I vores alder skal man ha' lidt komfort.

Med Sally følger et unikt Risvang & Sokkelund designet bådstativ, håndbygget i Corten stål på Århus Flydedok, bådehus m. 2 gedigne hvide preseninger fra Aug. Olsens Eftf., enkelt Origo blus der passer i pantryet, ældre cockpittelt, hynder til for- & agterkøjer.

Der er et rigtigt godt stel sejl: Fokken har sejlet én sæson og storsejlet måske 3.

Der er Harken frølår og kuglelejeblokke og letløbende løjgang med Harken svivel.
Den lakerede mast er i orden, med nyt næb og toplanterne med Windex. Ledningen er fræset i masten til under dæk, hvor den er forbundet til bådens eltavle med et solidt stik. Fra samme tavle tændes lyset i forkøjen, skipperens læselampe, lys i pantry og lys over begge kistebænke.

Bom med egetræsforstærkning ved bomnedhal.

Dækket, der er glasfiber på plywood, er renoveret og malet og ruftaget belagt med finér og epoxy efter forrige ejers mislykkede lærredsbelægning. Begge dele malet flere gange med Hempel 2 komponent. 

Jeg har skiftet 9 svøb, forreste bundstok og kølbolt samt mastefoden og renoveret begge kistebænke. 

Sally er klædt op i lærk med svøb i eg og i lamineret ask. Spejlet er i smukkeste mahogni.

Som de fleste gamle træbåde er Sally meget utæt, når hun kommer i vandet. Et par dage på grund, så kan jeg smide dykpumpen (følger med) i skivet og hælde vandet ud, hvor det hører hjemme. En uge efter søsætning er hun stort set tæt, med mindre hun får tæsk i hårdt vejr. Men det lukker sig hurtigt igen.

Der er meget arbejde i at holde en træbåd. Men også meget glæde ved det smukke træ. Og så sejler hun som en drøm. Det har jeg nydt uden motor i 14 år.

Sally kan ses på Sundby Sejlforenings søndre plads, Amager Strandvej 15. Hun står under et stort, hvidt telt ikke langt fra mastekranen. Giv mig et ring på 20 250 240, hvis du vil vide mere - eller send mig en mail.

Pris 9.000 kr. alt inklusive - men så skal du også hente hende selv!

Du kan se flere billeder og læse mere om Sally her:
http://sokkelund.blogspot.dk/2009/04/hmm-om-igen.html

Det gode skiv 'Sally', FD 496, er nu solgt til en sejlmager i Limhamn. Hun er på vandet igen, nu under svensk flag, som du kan se her: http://traebaade.blogspot.dk/2014/07/sally-sejler-igen-nu-under-svensk-flag.html

1 kommentar:

Simon Bordal Hansen sagde ...

Håber du får solgt Sally - og tillykke med IFeren. Der er nogle dejlige både. Sådan en har jeg faktisk også luret lidt på - ikke i stedet for men samtidig med Spray.
Har du forresten hørt fra Ole omkring udgivelsen af en bog?
Hilsen SImon