søndag den 23. oktober 2011

45 m2 MSJ Hansen spidsgatter ‘Firecrest’


Kaci Cronkhite har i ti år været leder af Port Townsend Wooden Boat Festival, Washington, USA og siden august 2007 den stolte ejer af en 45 kvadratmeter spidsgatter, der nu hedder ‘Pax’, tegnet af MSJ Hansen og bygget af Karl Thomsen i Kalundborg omkring 1936.

Båden har måske været ejet af fabrikant Peter Bertelsen, der boede på Kastrupvej 124. Er der nogen, der husker noget om ham?

Kaci Cronkhite forsøger ihærdigt at klarlægge sin båds historie og når hun kommer til Danmark fra d. 30. oktober – 5. november vil hun meget gerne i forbindelse med nogen, der ved noget om 45 m2 spidsgattere i Sundby Sejlforening fra 1930 til 1950’erne. Pax blev sandsynligvis solgt til USA i 1960’erne.

De første amerikanske ejere Daryl og Penny Steris fra Laguna Beach købte båden af importøren og Penny har stadig det originale redningsbælte hvor man tydeligt kan læse ‘FIRECREST KDY’.
I 80’erne forkullede en brand desværre en stor del af apteringen. Den blev genskabt af bådebyggeren Jan Wiley på Vancouver Island, der også gav båden dens dieselmotor.
Kaci mener, Pax er den eneste 45 m2 i USA, efter at Åge Utzons ‘Fri’ blev købt tilbage til Danmark i 2008.
Der sejler stadig mindst 8 danske spidsgattere i Puget Sound, med navne som Pia, Eio, Malle, Bitten, Doxie og Da Capo.

Sidste nyt:

Den udemærkede sejlsportsfotograf Henrik Hansen, www.yachtphoto.dk, skriver, at:
"Klaus Baaes (ikke sikker på at Baaes er stavet rigtigt) solgte de fleste af de træbåde, der blev solgt til USA i den periode .. han prøvede også at overtale min far til at sælge “Fant” derovre."
Heldigvis sejler Utzon spidsgatteren 'Fant' stadig rundt i Danmark, med Henrik ved roret.

Folmer Teilmann, 'Abelone', skriver i en mail:
"Jeg husker spidsgatteren FIRECREST fra min ungdom som junior i KDY i Skovshoved Havn. Det har været i slutningen af 1950'erne. Jeg ved ikke, hvem der ejede den, gik bare og drømte om, at familien havde sådan en båd. Jeg har desværre hverken billeder eller andet, kun hukommelsen, så det har næppe større interesse for den nuværende ejer."

Men det er faktisk en vigtig oplysning, Folmer kommer med. Nu har vi en hjemhavn, en sejlklub og en bekræftelse på bådens oprindelige navn. Og Kaci Cronkhite har noget at gå videre med, når hun nu snart møder en repræsentant for KDY. Lad os håbe, de har et bedre arkiv end SSF...

Du kan følge renoveringen af Pax her: www.kacicronkhite.com





Ingen kommentarer: