søndag den 11. januar 2009

Agnete fra 1924











Agnete ser i dag ud, som større fiskebåde i Øresundsområdet typisk gjorde omkring århundredeskiftet.
Hun er sprydstagerigget, hvilket tidligere var den meste almindelige form for sejlføring i Sundet. Agnetes sprydstagesejl er det næststørste i Danmark, kun overgået af en nybygget, åben båd i Hvide Sande ved Ringkøbing Fjord. Hun er rigget med en meget lang, vandret klyverbom, som det var almindeligt, dengang båden blev bygget. Den er kun surret fast og kan nemt tages ind (gør man det, falder havnepengene ofte til det halve).

Agnete er bygget i 1924 hos Laurits Svendsen i Snekkersten. Han var kendt for at bygge de lette halvdæksbåde på øjemål uden brug af skabeloner (bygge på klamp). Båden er bygget med maskine, men har alligevel sejlbådens fine form fra vandlinje til køl. Dammen er sløjfet, og maskinen er i stedet sat herned. Denne flytning, har gjort det muligt at indrette et lille lukaf med dobbeltkøje i det tidligere maskinruf.
Forkahytten er holdt i det originale udseende, med de originale farver.
Den grå farve er også typisk for det nordlige Øresundsområde. På gamle billeder er bådene i Øresundsområdet dog enten tjærede eller hvide. Onde tunger mener, den grå farve først kom til, da et anseeligt antal 200 liters tromler med grå maling forsvandt fra Helsingør Skibsværft.
Hvor Agnete ikke er malet, bruges der i dag svensk milebrændt tjære.

Agnete har i 1930’erne deltaget i silde-, åle- og tunfiskeri i Sundet, men formentlig aldrig i flygtningetransporter under krigen.
Hun var det første fartøj der "indtog" eller "besatte" Nyhavn i slutningen af 1970'erne, men ellers har den type både ligget side om side igennem hele Gammel Strand i København, da der virkelig var skovserkoner til.

Skibet er rimelig velsejlende og har vundet en del kapsejladser, men sejler nu mest i Øresundsområdet. Det længste, Agnete har været i de senere år, er Rügen og Ringkøbing.
Agnete modtog i 1985 ”Kølhalingsblokken” for det bedst bevarede skib. Hun er optaget i Skibsbevaringsfondens rapport over særligt bevaringsværdige fartøjer. Det tilstræbes, at alt fremstår så originalt som muligt, så hun fortsat er et flydende kulturminde.

Agnete er omtalt i følgende bøger:

Kaj Lund: Vinden er vor, bind 2 og Sejler i sigte
Maritim Kontakt 4:
 Under sejl på ny
Arne Gotved:
 Og de sejler de gamle træskibe
Andreas Laursen: Danske veteranskibe
TS medlemsblad maj 1979 

Skibsbevaringsfonden 1989: Fartøjsbevaring i Danmark

Efter 29 år med Agnete, har Dan Stockmann - som der står i stillingsannoncerne – valgt at søge nye græsgange, og han ønsker derfor at sælge, men køberne står ikke just i kø til gamle træbåde.

Agnete har fast plads i Christianshavns Kanal ud for Orlogsmuseet, hvor hun ofte kan ses. Om vinteren står den store båd på land i Sundby Sejlforening, hvor der altid er ét og andet, der bliver skiftet i løbet af vinteren. Agnete er en signifikant del af lokalkoloritten.
Dan har haft en spændende tid med Agnete. Alle steder, hvor han er kommet med hende, har han kun mødt stor velvilje og sympati, fordi båden stadig fremstår så originalt og oprindeligt.

1 kommentar:

Martina sagde ...

Love her :-) http://christianshavnagnete.blogspot.com