mandag den 10. februar 2014

Efterlysning af piratjolle D 675


I 1975 købte jeg sammen med min kollega Per Frederiksen en blanklakeret mahogni piratjolle på Stevns. Den kostede 8.000 kr. og var bygget i 1962, 13 år tidligere, på værftet i Roskilde.
Per havde en lille hvid sejlkutter uden ruf, 'Inge', som vi sejlede meget i, men i piratjollen blev det ikke til meget. Han syntes ofte, der var for meget luft. En jolle ku' jo vælte!
Så måtte jeg sejle alene. Det endte med at jeg købte Per ud. Et par år efter så jeg Pers gamle båd liggende på fribordet på lavt vand op ad en mole i Gilleleje havn, i miserabel stand.

Da jeg begyndte at sejle alene i piratjollen, sad gamle Ragnar tit på bænken inde ved jollehuset og fulgte mine vendinger om fiskeflagene, som han roligt kommenterede når han havde hjulpet mig op ad slæbestedet med jollen. Han var en god lærer, lærte mig også at splejse og binde de rigtige knuder.
Ragnar var over 70, da han skiftede sin piratjolle ud med en wayfarer, fordi hans kone på 65 hævdede, hun ikke kunne komme hurtigt nok under piratjollens lave bom i vendingerne.

Jeg havde vel den smukke, blanklakerede mahogni pirat i en hal' snes år, hvor den blev slebet ned og lakeret igen med mange lag, fik skrå cockpitkarme, rustfrit stålsværd, aluminiumsmast og nye sejl, Harken klemmer, ny løjgang osv.

Men Simon flyttede til Nørre Sundby og livet på den før så travle jolleplads forsvandt. Ikke flere fællesture til Hven og Saltholm, ikke flere kapsejladser. For 11.000 kr. solgte jeg min smukke jolle til to gutter, der ville sejle veteranbåd. Det første, de gjorde var at sætte træmast på båden igen.

Jeg købte en folkebåd og begyndte forfra med at renovere.

Hvis nogen derude i cyberspace har set, eller véd, hvad der er blevet af en mahogni piratjolle med skrå karme og nummer D 675 skåret ind i kølsvinet lige agten for sværdkisten med det blanke sværd i rustfrit stå, vil jeg meget gerne høre om det.

Her kan du læse den næsten sandfærdige beretning om min 40 års fødselsdag og den derpå følgende singlehand tur hjem fra Middelfart

Ingen kommentarer: